Been there, done that

—som i handlet med hovedet under armen, og uden tanke for dagen i morgen

Når jeg i dag skriver kritisk om penge og økonomi, er det på baggrund af en lang række dyrekøbte erfaringer, hands-on. Jeg har kort og godt følt smerten på min egen krop. Som ung, håbefuld studerende, fyrede jeg krudtet af uden tanke for i dagen i morgen, fordi jeg jo—paradoksalt—havde al tid i verden foran mig. Kan jeg ikke andet, kan jeg prale af at være et skoleeksempel på det jeg sidenhen (og med en noget misforstået betegnelse) har lært at kende som privatiseret keynesianisme: Jeg gældsatte mig kort og godt med raketfart.

Renter trækker flere renter, og også for mit vedkommende fik festen en brat ende. Blanket af til skindet, og ude af stand til at høre på flere af mine egne røverhistorier, spenderede jeg i januar 1998 mine sidste mønter på en busbillet vestpå.

Tilbage til start

Nogen har kaldt restaurationsbranchen for arbejdsmarkedets svar på stort brændbart; stedet hvor man kan dumpe alt det skrammel der ikke passer i nogen af de kurante kategorier. Ser jeg mig selv i spejlet, og kigger jeg på de mennesker jeg over årene har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med, er det ikke grebet helt ud i luften.

Min egen karriere startede hovedkuls på Sandslottet, hvor fru Hanne Køster sendte mig højlydte dessiner tværs gennem lokalet, uagtet at gæsterne måske nok ville have foretrukket at indtage deres halve miniaturehummere i ro og fred. “DE TO TOMME TALLERKNER VED BORD FIRE! NÅR DU ALLIGEVEL GÅR FORBI . . . ÅBN NU ØJNENE, FOR HELVEDE!” Der var hun iskold, og aldeles ligeglad med hvad andre, mere normale mennesker måtte tænke.

Til gengæld må jeg til den her dag give hende, at hendes særegne, perfide lige-på-og-hårdt-facon skulle vise sig at være uhyggelig effektiv: Efter bare få dage styrede jeg gulvet i den kitschede familierestaurant som om jeg aldrig havde lavet andet.

Samtlige aftener gik med at arbejde—og en god del af dagtimerne blev brugt på at aktivere potentielle kunder; en slags præ-internet, fysisk spam, hvor vi hver evig eneste dag plantede schnitzelpaladsets spisekort under vinduesviskerne på stort set samtlige parkerede udenbys biler i Hvide Sande, Søndervig og Ringkøbing.

Storylinen kunne godt have været skrevet bedre, men faktisk sluttede min første fuldtidssæson med en rasende brand, hvor Køsters kun med nød og næppe nåede at redde sig ud fra lejligheden på førstesalen. En lang vinter med diverse forefaldende håndværksopgaver senere, var jeg med til at genåbne Sandslottet i nye gevandter i 1999. Hér var det langt om længe begyndt at dæmre for mig at stedet var nøjagtig lige så meget business som alle mulige andre, og at hippieånden mest blev hyldet af personlige, nostalgiske årsager. Jeg tilbragte de sidste uger af det andet årtusind på Cuba, mere rundforvirret, og udenfor kategori end nogensinde. Og så alligevel, på en eller anden mærkelig måde sært fortrøstningsfuld.

Hvorfor ikke?

I starten af april 2000 fik jeg fået status af kontanthjælpsmodtager (I kid you not), og kunne nyde det gryende forår som pedelvikar på Fjordskolen. En dag blev jeg passet op af en ældre, gråskægget herre på damecykel, der mente at min ihærdighed var bedre brugt på det nærliggende surfcenter. 5 minutter tog det HC at overbevise sin søn om at det da var mig der skulle drive den lille beverding på stedet—Fjorden, i folkemunde—hvor han selv, og en indviet skare af trofaste lokale yndede at indtage de daglige øl.

Forretningsmæssigt var det alt andet end prangende, med en omsætning det knap var muligt, selv for mig at leve af. Fjorden, surflivsstilen, og slænget gjorde til gengæld det hele værd, og så fik jeg faktisk fra dag ét lov at køre den lille grillcafé som en selvstændig virksomhed. Dermed ikke sagt at jeg pludselig blev en haj til at styre mine finanser, men for første gang nogensinde begyndte jeg så småt at overveje fordelene ved at balancere mine udgifter i forhold til min indtægt.

Henover min første vinter på Fjorden begyndte jeg at bijobbe lidt på Hotel Holmsland Klit, hvor jeg efter Inga og Ragners overtagelse af stedet et par år senere var ved at blive kørt i stilling som manager af bistroen, da Ragner gik hen og døde. Som så ofte i den slags sager, valgte panthaver i boet at gå efter den hurtige gevinst. Uden job, og ude af stand til at finansiere en overtagelse af hotellet, var det for mit vedkommende (igen, igen) tilbage til start. Den følgende sommer solgte jeg fiskegrej og levende orm for Fritz Kott, hvorefter jeg endte på et steakhouse i Søndervig, som tjener med fin, fin titel af restaurantchef.

I 2006 åbnede Danmarks første kabeldrevne vandskibane i Hvide Sande. Dybest set var det vanvid at etablere et vindfølsomt anlæg (og en flydende café!) på Ringkøbing Fjord, og var det ikke for Henning Davidsens manglende evne til at forstå et nej, var projektet givetvis heller aldrig blevet realiseret. Hennings pågående det-løser-vi-tilgang til tingene, kan imidlertid også ind imellem trække hårde veksler på omgivelserne. Knap tre måneder nåede anlægget at være i drift år ét, før forholdet mellem direktøren og bestyrerparret var så anstrengt at ingen af parterne nogensinde igen kommer på talefod. Samme dag HD havde modtaget Gabi og Peters officielle opsigelse, var jeg forbi hans kontor i anden anledning. “Var det ikke noget for dig at drive den?” spurgte han.

Vild med stemningen på stedet, og med aldeles urealistiske forestillinger om hvad den daglige drift af anlægget indebar (og hvorvidt det forretningsmæssige grundlag i det hele taget var til stede) nikkede jeg bare ja. Jeg kunne tænke på tusind andre steder det ville være værre at være—så hvorfor ikke?

Et ongoing project

I dag er jeg nok en anelse mere afklaret og realistisk: Det der er fedt, og føles rigtigt, er langt fra altid nogen god forretning. Den foreløbige status på projekt KABELPARK® er at stedet har kostet mig en uhyggelig masse ærgelser, og mindst lige så mange dyre lærepenge. På de gode dage bilder jeg mig ind at jeg efterhånden har stået det værste igennem—men man skal så nok også være en smule naiv for at være i det her game.

Pyt.

I det mindste er det mig selv der laver reglerne, og mig der ikke behøver at tage hensyn til andre menneskers særheder—undtagen i hvert fald hvor det giver mening for biksen eller mig selv. Den glæde er lige så meget værd som en klækkelig direktørløn—fortæller jeg jævnligt mig selv, mens jeg ikke kan lade være med at smile ad det hele.

Jeg er fuldstændig på det rene med at kabelbanen ikke er dén ene ting jeg er skabt til at forfølge resten af mine dage. Eftermiddagene på fjorden findes ikke federe, og stemningen på stedet ér ganske og aldeles skøn. Men der er stadigvæk masser af andre ting jeg gerne vil prøve af og lege med. Vidtløftige drømme, og også i underkanten af tid og midler (eller i virkeligheden nok bare mod og vilje—er det ikke sådan det er?) til at følge dem til dørs.

Min blog er i den sammenhæng tænkt som en slags åben lærebog. Jeg køber ikke fortællingen om at visse ting bare er som de ér, men tror fuldt og fast på vores evne til at ændre vores verden og vores hverdag til det bedre. Første skridt er et åbent og ærligt blik på os selv, vores fejl, og den måde vi normalt tænker og agerer og indretter os på.

Peace out 💚🌍