Selvlært, selverhvervende, og på alle måder—

Vant til at forsøge, forfra og igen (og igen)

Sjovt hvordan mod—forstået som evnen til at turde udsætte sig selv for alle mulige sociale og fysiske ubehageligheder—på dansk er nøjagtig det samme ord, der også definerer en kontrær retning, og en modsætning til mainstream.

Kontrær har jeg efter sigende altid været. Mod, har det derimod været småt med.

Som ung, håbefuld studerende, undgik jeg konsekvent de mere sociale situationer. Samtidig troede jeg så meget på mine boglige evner, at jeg (med bankens velsignelse) tillod mig at tage forskud på mit forventede, fremtidige udkomme.

Når jeg i dag skriver kritisk om penge og økonomi, er det således på baggrund af en lang række dyrekøbte førstehåndserfaringer. Kan jeg ikke andet, kan jeg prale af at være et skoleeksempel på det jeg sidenhen—med en noget misforstået betegnelse—har lært at kende som privatiseret keynesianisme: Jeg gældsatte mig kort og godt med raketfart.

Min mere formative dannelse, fik jeg på gulvet i restaurationsbranchen, i det vi kunne kalde arbejdsmarkedets svar på stort brændbart: stedet hvor man ganske rigtigt dumper alt det skrammel, der ikke lige passer i nogen af de kurante kategorier.

Hvorfor ikke?

Fast forward til 2006, hvor Danmarks første kabeldrevne vandskibane åbnede i Hvide Sande. Knap tre måneder nåede anlægget at være i drift år ét, før forholdet mellem direktøren og bestyrerparret var så anstrengt, at parterne med al sandsynlighed aldrig igen kommer på talefod. Samme dag HD havde modtaget Gabi og Peters officielle opsigelse, var jeg forbi hans kontor (i en helt anden anledning). “Var det ikke noget for dig at drive den?” spurgte han.

Vild med stemningen på stedet, og med aldeles urealistiske forestillinger om hvad den daglige drift af anlægget indebar (og hvorvidt det forretningsmæssige grundlag i det hele taget var til stede) nikkede jeg bare ja. Jeg kunne tænke på tusind andre steder det ville være værre at være—så hvorfor ikke?

Et ongoing project

I dag er jeg nok en anelse mere afklaret og realistisk: Det der er fedt og føles rigtigt, er langt fra altid nogen god forretning. Den foreløbige status på projekt KABELPARK® er at stedet har kostet mig en uhyggelig masse ærgelser, og mindst lige så mange dyre lærepenge. På de gode dage bilder jeg mig ind at jeg efterhånden har stået det værste igennem—men man skal så nok også være en smule naiv for at være i det her game.

Pyt.

I det mindste er det mig selv der laver reglerne, og mig der ikke behøver at tage hensyn til andre menneskers særheder—undtagen i hvert fald hvor det giver mening for biksen eller mig selv. Den glæde er lige så meget værd som en klækkelig direktørløn—fortæller jeg jævnligt mig selv, mens jeg ikke kan lade være med at smile ad det hele.

Jeg er fuldstændig på det rene med at kabelbanen ikke er dén ene ting jeg er skabt til at forfølge resten af mine dage. Eftermiddagene på fjorden findes ikke federe, og stemningen på stedet ér ganske og aldeles skøn. Men der er stadigvæk masser af andre ting jeg gerne vil prøve af og lege med. Vidtløftige drømme, og også i underkanten af tid og midler (eller i virkeligheden nok bare mod til at gå mod strømmen!) til at følge dem til dørs.

Min blog er i den sammenhæng tænkt som en åben lærebog.

Jeg køber ikke fortællingen om at visse ting bare er som de ér, men tror stadig fuldt og fast på vores evne til at ændre vores vaner, vores hverdag, og ikke mindst vores verden til det bedre. Vi mennesker har trods alt både pyramiderne, skriftsproget, og rigtig meget andet gøgl på vores kollektive samvittighed.

Vi ejer ikke alene evnen, men (dermed!) også forpligtelsen til at tænke, og forsøge os selv. Glipper det, er det bare von vorne an op på hesten igen.

Peace out 💚🌍