Søn af en hardcore lutheraner og en hardcore liberal—og barn af 80erne, 90erne, og historiens afslutning

3 ting, du bør vide om mig

Klog af skade

Sjovt hvordan mod—som i evnen til at turde udsætte sig selv for alle mulige sociale og fysiske ubehageligheder—på dansk er nøjagtig det samme ord, der også definerer en kontrær retning, og en modsætning til mainstream.

Kontrær har jeg efter sigende altid været, og jeg har gennem tiden formået at komme op med de sygeste bortforklaringer, og bakke ud af snart sagt samtlige de formelle sammenhænge, jeg ellers er lykkedes med at få mig selv placeret i.

Mod—forstået som nosser og integritet—har det til gengæld været småt med.

Kan jeg ikke andet, kan jeg prale af at have været et skoleeksempel på det jeg, med en noget misforstået betegnelse har lært at kende som privatiseret keynesianisme: Som ung, håbefuld studerende fik jeg mig kort og godt gældsat med raketfart, og når jeg i dag skriver kritisk om penge og økonomi, er det på baggrund af en lang række dyrekøbte førstehåndserfaringer.

Den anden del af min formative dannelse, fik jeg på gulvet i restaurationsbranchen, i det vi kunne kalde arbejdsmarkedets svar på stort brændbart: stedet hvor man ganske rigtigt altid ender med at dumpe det skrammel, der ikke passer i nogen af de kurante kategorier.

Blåøjet selvstændig

—bogstavelig talt.

De seneste 13 år har jeg ejet og drevet Danmarks første kabeldrevne wakeboardanlæg, på vandet ved Hvide Sande. Den foreløbige status på projekt KABELPARK® er at stedet har kostet mig en uhyggelig masse ærgelser, og mindst lige så mange dyre lærepenge.

Til gengæld er jeg en del mere mere afklaret og realistisk omkring tingene, end jeg var tilbage i 2007: Det, der er fedt og føles rigtigt, er langt fra altid nogen god forretning.

På de gode dage bilder jeg mig ind at jeg efterhånden har stået det værste igennem—men man skal så nok også være en smule naiv for at tjene sin beskedne løn som selverhvervende i oplevelsesøkonomien. Jeg trøster mig med at det i det mindste er det mig selv der laver reglerne, og at jeg faktisk ikke behøver at tage hensyn til andre menneskers særheder—undtagen hvor det giver mening for min lille forretning eller mig selv. Den glæde er lige så meget værd som en klækkelig direktørløn—fortæller jeg jævnligt mig selv, mens jeg ikke kan lade være med at smile ad det hele.

Aspirerende kunstner

Jeg er fuldstændig på det rene med at kabelbanen ikke er dén ene ting jeg er skabt til at forfølge resten af mine dage. Eftermiddagene på fjorden findes ikke federe, og stemningen på stedet ér ganske og aldeles skøn. Men der er masser af andre ting jeg gerne vil prøve af og lege med. Vidtløftige drømme, og masser af uforløst, kreativt potentiale.

Min blog er i den sammenhæng tænkt som en åben lærebog.

Jeg køber ikke fortællingen om at visse ting bare er som de ér, men tror stadig fuldt og fast på vores evne til at ændre vores vaner, vores hverdag, og ikke mindst forandre vores verden til det bedre. Vi mennesker har trods alt både pyramiderne, skriftsproget, og rigtig meget andet gøgl på vores kollektive samvittighed.

Vi ejer ikke alene evnen, men dermed også en forbandet forpligtelse til at forestille os, forsøge os, fejle, og starte forfra igen, igen. Lykken gemmer sig i øjeblikkene undervejs—ikke for enden af regnbuen, måtte vi nogensinde komme i mål.

Peace out 💚🌍