Vanens magt


Lad os bare se det i øjnene. Vi ved godt hver især hvor det halter, og vi med fordel kunne ændre vores adfærd: De fleste af os burde spise lidt sundere og motionere lidt mere, bruge lidt mere tid under åben himmel, og lidt mindre tid på (de sociale) medier; mange af os burde sove lidt mere, og dedikere lidt flere af vores vågne timer til noget konstruktivt. Når det kommer til stykket gør nok så mange nytårsforsæt og mirakelkure imidlertid ikke den store forskel, og selv om vi virkelig forsøger at ændre tingene til det bedre, er det typisk et spørgsmål om dage og uger før vi igen er tilbage i den vante gænge.

Det var ikke uden skepsis jeg åbnede bogen med den inciterende undertitel Tiny Changes, Remarkable results. Men efter at have hørt forfatteren i samtale med Brian Rose, var jeg alligevel tilpas nysgerrig til at ville vide mere . . .

James Clears tilgang til vaner og livsstil er bemærkelsesværdig, al den stund han hovedsageligt beskæftiger sig med systemer og daglige gentagelser, og ikke interesserer sig alverden for kvantificérbare, forchromede målsætninger. Udkommet er nærmest ligegyldigt, mens processen betyder alt.

Atomic habits kan vel bedst oversættes til noget der ligner bittesmå vaner: Undseelige, i modsætning til de hensigtserklæringer og store ord, vi typisk lægger for dagen, når vi beslutter os for at NU skal det være, og forsøger at ændre kursen 180 grader fra den ene dag til den anden.

Problematikken omkring livsstilsændringer er netop, at det den overvejende del af tiden er de indgroede vaner der afgør hvordan vi handler; ikke bevidste, velmotiverede valg. Det er således nødvendigt at starte fra bunden, og få initieret og trænet autopiloten rigtigt, hvis de gode intentioner skal have nogen gang på jord. Når først ens vaner og selvbillede er ændret, følger adfærden selvsagt også trop.

Det er altid godt at få tingene sat i system, og Atomic habits er anbefalelsesværdig netop i kraft af den systematiske tilgang til rent faktisk af få de dårlige vaner ændret til gode ditto:

1. Gør det tydeligt

Først og fremmest er det vigtigt at få designet sin hverdag og sit miljø, så man skaber de rigtige (og undgår de forkerte) cues. Altså løbeskoene frem i entéen, og frugtskålen frem på køkkenbordet. Og while you're at it, så slet bare Facebook fra mobilen, og gem fjernbetjeningerne ude af syne.

2. Gør det attraktivt

I det omfang vi kobler små belønninger til de handlinger hvor vi føler mest modstand, bliver de hurtigt dragende. Har vi først været i træningstøjet, så lad os bare unde os selv den gode mørke chokolade og det gode lokale øl. Gør vi det til en vane at starte vintermorgenerne med stearinlyshygge og ro, er det også langt lettere at komme en anelse tidligere ud af sengen.

3. Gør det nemt

Bryd vanerne op i små, og mere overskuelige atomer. Frem for at sætte sig for at blive morgenmenneske fra den ene dag til den anden, er det en væsentlig bedre strategi at starte med at slukke sin internetrouter hver dag klokken 22. Efter en uges tid kan man så sætte sig for at være i seng på samme tid. Små step i den rigtige retning akkumulerer, og gør alverden til forskel over tid.

4. Gør det tilfredsstillende

Hvad end vi snakker motion, eller ét eller andet projekt man har sat sig for at gøre til en del af sin hverdag, er en god idé at tracke stimen, og klappe sig selv på skulderen hver eneste dag man får arbejdet gjort. Ingen grund til at fokusere på de ting man ikke når, men al mulig god grund til at fejre sine små sejre.

Jeg læser. Lytter, og øver mig.

At skrive er efterhånden blevet en daglig rutine. Ikke fordi jeg nødvendigvis har de store forhåbninger om at drive det til andet og mere end den her nærværende blog, men fordi jeg betragter mig selv som et skrivende menneske, og skrivende mennesker per definition bruger tid på at skrive. Jeg skriver–kan man sige–fordi det matcher det billede jeg har af mit bedste selv.

På samme måde gentager jeg for mig selv at det ikke er verdens ende at jeg (indtil nu, på grund af arbejdstravle augustlørdage) har misset Ringkøbing Fjord Rundt hele 3 gang. Det kommer helt sikkert et ny mulighed og et nyt løb, og mit mål med det hele har i øvrigt aldrig været at løbe et marathon eller et ultra. Målet er at være løber, og som det mest naturlige i verden komme ud over stepperne på daglig basis.