Naturens Rige anno 2036


I Ringkøbing-Skjern Kommune bryster vi os jævnligt af at være et skoleeksempel på grøn omstilling. De 30 år der om lidt er gået siden kommunalreformen, har på mange måder været en rutsjetur, hvor de økonomiske og strukturelle udfordringer vi har måttet slås med, har afspejlet samfundsudviklingen i Danmark generelt. Uden ambitiøse målsætninger og store visioner, havde vi da heller aldrig stået hvor vi står i dag. Vi kunne lige så vel være endt som udtjent, affolket udkant. Implementeringen af Naturens Rige har kostet blod, sved og tårer, og først og fremmest politisk mod. Også derfor er det relevant at gøre status.

Debatten op til kommunalvalget i 2021, for eller imod masterplanen for Holmsland Klit–i folkemunde døbt Hobbitrup–var på mange måder et sigende eksempel, og var vel første gang vi reelt, og over en bred kam så vores lokale politikere træde i karakter. "Formynderi af værste skuffe!" lød det typisk, når modstanderne fik gasset sig selv og hinanden godt og grundigt op på Facebook. Og selvfølgelig var det grænseoverskridende, at både nybyggerier, og renoveringer af eksisterende ejendomme pludselig skulle underlægges detailstyring og stramme materialekrav–og ikke mindst at jordvolde, og græsplaner og stakitter måtte lade livet til fordel for marehalm og hjelme. RealDanias ufravigelige krav for at gå ind i projektet var imidlertid fra dag ét, at det skulle være slut med at bygge i alverdens forskellige stilarter, eller male og gøre som hver enkelt fandt det bedst. Den stringente designmanual var kort og godt prisen for de generøse krone-til-krone tilskud.

Nu–snart 15 år senere–er det så faktisk svært at forestille sig de store sommerhusbebyggelser uden det vejrpatinerede træ, græstagene, og de mange stråtækte flader. Ser man billederne fra dengang, fatter man ikke at det overhovedet har været muligt at nå så langt på så forholdsvis kort tid. Den visuelle ro, og den arkitektoniske helhed vi nu oplever på klitheden er kort og godt uforlignelig.

Selvfølgelig blev udviklingen også selvforstærkende i årene efter afskaffelsen af Sommerhusreglen. Det købestærke tyske og polske klientel, øjnede med det samme fordelene i at gøre området mere eksklusivt. Jo pænere bebyggelser, jo mindre trafik og jo renere luft; jo større kontrast til storbyerne, og de tæt befolkede områder hvor de udenlandske sommerhusejere typisk lever til hverdag.

Vedvarende energi i Hvide Sande anno 2018.

Igen er det sjovt at se hvor meget der egentlig er sket.

De fleste har nok glemt det i dag, men da man i sin tid præsenterede planerne for WestWind24, var der så meget ballade over at man skulle spærre vejene omkring Ringkøbing Fjord for biltrafik en hel weekend, at man reelt var ved at opgive hele projektet. (Det var længe inden supercykelstien fjorden rundt var på tegnebrættet). Tiltagende trafikale problemer var i det hele taget dagens orden i 10'erne, inden det for alvor gik op for folk at privatbilisme ikke var nogen livsnødvendighed, og teknologien faktisk gjorde det muligt at etablere adskillige bedre, og mere bæredygtige alternativer.

Kombinationen af individuel roadpricing, automatiske smartcabs, og gratis, eldrevet shuttleservice, ryddede på få år stort set vejene for almindelige privatbiler, og i dag kan det være svært at begribe, at vi i det hele taget har kunnet leve med al den trafikrelaterede støj og forurening. Til gengæld har det vist sig at være ret praktisk, at man i slutningen af det 20. århundrede valgte at etablere nye ringveje, og flytte trafikken ud af centerbyerne. Nu, efter orkanen Tordenskjold, hvor havet brød igennem ved Skodbjerge og forårsagede en massiv stormflod i de lavtliggende randområder omkring fjorden, danner netop ringvejene base for de nye stormflodsdiger, og klimasikringen af både Ringkøbing og Skjern.

I Hvide Sande glæder man sig i den forbindelse over at det projekterede spildevandsanlæg på nordhavnen aldrig blev realiseret. Det havde kort og godt været en katastrofe, hvis et anlæg af den type var blevet oversvømmet og havde lækket.

I øvrigt er havnearealerne også bedre brugt på Amazons nye logistikcenter for landbrugsvarer, foderstoffer og fisk, der med sine små 500.000 etagekvadratmeter fylder hovedparten af den tidligere industrihavn. Kombinationen af roadpricing og klimaskatter har over de senere år gjort skibsfragt stadig mere konkurrencedygtig, og med den seneste generation af intellogistics, tegner fremtiden for Hvide Sande Havn særdeles lys.

Mange er således også glade for at man i sidste ende, med ATPs overtagelse af havnen, fik etableret den omdiskuterede havnetunnel. Selv om de tilbageværende lastbiler er eldrevne, ser man i dag lidt anderledes, og langt, langt mere kritisk på tung trafik i byrummet.

Syd for slusen, i den gamle auktionshal, pilles der rejer og steges fisk året rundt. Med både madmarked, oplevelseskøkkener, og turistsamarbejdet Vestkystalliancens hovedkontor under ét og samme tag, er der liv fra tidlig morgen til sen aften. Den mangeårige konsistente indsats for lokale, vestjyske fødevarer, terroir, og biodynamisk produktion, har–sammen med masterplanen–i dén grad appelleret til et nyt og kræsent klientel. (Strengt taget, er det med de seneste klimaskatter heller ikke længere en mulighed for nordeuropæere at flyve sydover–og selv hvis det var, er det for varmt og overbefolket til at nogen ville have lyst til at tage derned).

Ud over fødevarer og work/life balance, har også det massive fokus på bevægelse vist sig at være en éntydig succes. Svømmeundervisning på åbent vand, og alle de forskellige former for vandsport er forlængst en integreret del af undervisningen på kommunens skoler, og der er de senere år udklækket en hel ny generation af unge, for hvem tilknytningen til Vestjylland, og værdierne i Naturens Rige altid vil stå centralt–og sikre tilknytningen til stedet.

Set i hindsight, kan vi kun glæde os over at man med regeringsskiftet i 2019 tog et afgørende livtag med den omsiggribende topstyring. Som det er i dag, hvor staten sørger for infrastruktur, penge- og energiforsyning, samt universiteter og universitetshospitaler, og mere eller mindre overlader resten til det kommunale selvstyre, er vi i stand til at gribe mulighederne, og udnytte ressourcerne optimalt, lokalt.

Det har selvfølgelig også hjulpet, at man valgte at lade Nationalbanken udstede den nye e-krone, der har boostet den offentlige sektor gevaldigt, og vendt pengeskabelsen i økonomien til almenvellets fordel. Uden det greb, og udligningsreformen, havde det reelt været tæt på umuligt at få de kommunale anlægsbudgetter til at hænge sammen.

Tænker vi 18 år tilbage, til 2018, lå fremtiden og lurede som et uudtalt ragnarok, de fleste forsøgte at ignorere, mens de fokuserede på sig selv og deres nærmeste. Alligevel lykkedes det i sidste ende, med ryggen mod muren at hæve barren, og få taget action på nogle ganske ambitiøse målsætninger.

Vi skriver 2036, og bør med en vis sindsro kunne se fremtiden i møde. Verden er ikke længere helt så lille, som dengang vi sorgløst pumpede olie op af undergrunden, og partout skulle spendere hver eneste forlængede weekend på en sviptur til en ny storby. Der er langt til New York eller Shanghai ombord på et skib, men til gengæld mere at se og opleve herhjemme i Naturens Rige end nogensinde før.

Som i middelalderen, forskanser vi os igen bag diger og volde, og producerer og reparerer vores ting lokalt. Til gengæld er vores adgang til viden og information uden grænser, og vores hverdag fri for både .com-tidens stress og tidligere tiders hårde, fysiske slid. Vores tidsfornemmelse er en anden, og det aftryk vi sætter mere afstemt.

Så er det rigtigt at det aldrig er lykkedes os at standse den (stadig) accellererende temperaturstigning. Men den grønne omstilling har på alle andre parametre været en omstilling til det bedre. Til et sundere liv. Man kan undre sig over at det tog os så lang tid overhovedet at komme i gang.