Nærvær


En af de ting jeg nyder mest ved at drive et anderledes, fysisk anlæg på vandet, er at langt de fleste af vores gæster bliver så overraskede og betagede af det de ser, at vi faktisk for et øjeblik har deres fulde, udelte opmærksomhed. Lidt den samme umiddelbare nysgerrighed, jeg oplever når min lille datter skridt for skridt udvider sit univers, og lærer verden omkring sig at kende.

Ikke det billede vi ellers ser, når vi med snuden i mobilen går rundt i hver vores lille ekkokammer.

Dybest set er det forbandet ærgerligt at vi tilbringer så stor en del af vores daglige arbejdstid, og endnu værre dyrebare fritid med opmærksomheden (helt eller delvist) på en skærm. Den tid vi bruger foran skærmen, er tid vi ikke ser andre levende mennesker i øjnene.

Et utal af kommercielle aktører slås som sindssyge for at tilrane sig vores opmærksomhed, der er hård valuta i den digitale økonomi—og de nye medieformater matcher måden vi som moderne mennesker har indrettet os perfekt. Små nip af belønning, og én lang bekræftelse af at vi hører til. Kedsomhed en saga blot. Faktisk er der ikke det tidsfordriv vi ikke kan finde på YouTube, og ikke den fysiske ting eller aktivitet vi ikke kan supplere med lidt online information, mens vi samtidig scanner strømmen af notifikationer i ét væk.

Næste step hedder augmented reality, der normalvis oversættes som udvidet virkelighed. Her er det ikke bare os, ved siden af skærmen, men skærmenes informationer og mangeartede lag integreret i selve vores sansning af verden.

Spørgsmålet er så—sat på spidsen—om der ikke snarere er tale om en sløret virkelighed, eller endnu værre en kommercialiseret virkelighed? Sanserne stimuleret maksimalt af skræddersyede impulser, i en evig jagt på dulmende dopamin? Kroppen forkælet af klimaanlæg, kunstigt lys, og jeg-skal-komme-efter-dig? Behov, vi ikke vidste vi havde, før de med uhyggelig præcision blev plantet i vores underbevidsthed? Teknologien arbejder ikke nødvendigvis i vores (egen) interesse. Så meget er helt sikkert.

På den anden side har vi selvfølgelig et valg.

Vi behøver ikke halse afsted efter alle mulige andre menneskers forestillinger om hvad der er vigtigt, og hvordan vi i øvrigt bør leve vores liv. Vi kan roligt trække vejret og mærke efter i os selv. Vores egen intuition er ikke det værste pejlemærke.

Det vigtige ér i virkeligheden slet ikke om vi forbruger det ene eller det andet, eller stikker lidt af, eller lidt ud fra flokken. Det vigtige er at vi er nærværende, og har både hovedet og hjertet med i det vi nu engang gør. At vi tager os tiden, og at vi også tør stille de svære og mere grundlæggende spørgsmål.

Tilværelsen er ikke et ræs vi skal have overstået på rekordtid, og da slet ikke uden selv at have fingrene nede i maskinrummet, eller få olie og skidt på tøjet. Selvfølgelig skal vi da ind imellem have jord under neglene, føle sandet mellem tæerne, og prøve at få en splint i fingeren! Og selvfølgelig skal vi da ud og pisfryse i regnen!—svede som små svin i saunaen—og (bare engang imellem) unde os selv et par døgn uden fast føde.

At faste er ikke nødvendigvis nogen behagelig oplevelse. Slet ikke til en start. Det er bestemt heller ikke altid rart at presse fysikken til det yderste, eller at tvinge sig selv gennem en kold tyrker fra alkohol, porno, sociale medier, eller hvad pokker det nu ellers måtte være.

Lige præcis den slags selvpåførte ubehageligheder bygger imidlertid stamina, nøjagtig som de kan fremprovokere det nærvær, vi ellers typisk griber alverdens undskyldninger for at lade os distrahere fra.

Det er en gammel sandhed, at måden vi gør én ting, er sigende for måden vi gør alting.

Så meget desto mere, er der grund til kun at gøre én ting ad gangen: gå offline, vende blikket indad, og fokusere på lige præcis den situation, og den stemning du er i lige nu.

Og ja, jeg mener det faktisk! Sluk nu bare det lort.