Moderne monetær teori


I kølvandet på finanskrisen, hørte vi flere gange fra Washington at man var milimeter fra at ramme gældsloftet, og at De Forenede Stater i praksis var tæt på at gå i betalingsstandsning. Samtlige konti var trukket til grænsen, og snart ville det ikke længere være muligt at betale medarbejderne løn, eller svare de løbende udgifter.

What to do?

På et tidspunkt dukkede der en opsigtsvækkende, og ret sjovt idé op i blogosfæren, hvor der blev spurgt hvorfor regeringen ikke bare prægede en platiniummønt på én billion dollar? Underforstået at hvis staten mangler penge, hvorfor i himlens navn laver den så ikke bare nogle? Hvor svært kan det være?

Ja?—spørger man sig selv, og tænker at det er en joke. Hvem i alverden skulle ligesom tage imod (eller kunne give tilbage på) en mønt af den størrelse? Billion-dollar mønten kom heller aldrig videre end til konceptstadiet, da kongressen selvfølgelig alligevel valgte at forhøje gældsloftet i sidste sekund, og dermed afslørede obstruktionen som ren politisk chikane, målrettet præsidenten.

Men helt konkret betyder et smuthul i den føderale, amerikanske lovgivning at det faktisk ville være muligt for finansministeriet selv at præge mønter på et hvilket som helst beløb, uden at skabe et tilsvarende passiv. Det eneste lovmæssige krav er for så vidt at mønterne skal være af platinium.

I princippet kunne Obama altså bare have bedt sit finansministerium præge en slags platinium-tryllemønt, finansministeren så som det nemmeste i verden kunne have taget med over til centralbanken og sætte ind på regeringens konto. Et voilá: Problem løst!

Så simpel et hack, man næsten ikke kan tro det.

Og hvorfor pokker overhovedet bekymre sig om offentlige budgetunderskud?—når vi ikke ser nogen tegn på inflation, og økonomien i øvrigt er stabil. Enhver suveræn regering bare kan vel skabe de penge der er brug for, og booste nationaløkonomien med hardcore velfærd? Hellere dét, end at private banker bare blæser flere penge ind i den spekulative økonomi?

Idéen er om ikke andet inciterende, og det er nærliggende at lege med tanken om at overføre eksperimentet til vores egen lille andedam, hvor vi jo faktisk ved skæbnens gunst har formået at bevare både vores sunde skepsis, og ikke mindst en suveræn dansk krone.

Frem for husholdningsmodellen, er klassisk bogføring med aktiver og passiver et langt bedre værktøj til at forstå statens finanser: Er der underskud på budgettet, pumpes der populært sagt flere penge ind i økonomien end der tilsvarende opkræves i skatter og afgifter. Det pågældende underskud, er imidlertid ikke bare en kollektiv gæld: Passivet i den offentlige sektor vil altid modsvares af et aktiv i den private sektor, fordi underskuddet på statens finanser i praksis er reel købekraft, der tilføres samfundsøkonomien som sådan. Et underskud i den offentlige sektor, er et overskud i den private sektor.

Det tilsvarende gør sig i sagens natur også gældende, når der (som i Danmark, de her år) er overskud på statens finanser. Et aktiv på statens bundlinje må nødvendigvis medføre et tilsvarende passiv i den private sektor, hvor staten altså helt reelt fjerner købekraft fra virksomhederne og de private husholdninger. Kontinuerlige overskud på de statslige budgetter vil således også animere til en generel forøgelse af den private gældsætning. De nødvendige penge skal komme et sted fra.

Måske bunder det udbredte, fejlagtige syn på statens økonomi i det faktum, at ingen af os almindelige mennesker kan bruge penge vi ikke i forvejen har, eller har lånt. Uanset hvad vi vil købe, kræver det enten penge på kontoen eller kontanter i lommen. Det samme gælder enhver organisation og virksomhed. For en suveræn, valutaudstedende stat er det imidlertid hverken nødvendigt at indkræve skatter eller afgifter, eller for den sags skyld optage lån før leverandørerne kan betales, eller lønningerne til de offentligt ansatte kan udbetales. Tværtimod er det nødvendigt at staten—enten direkte, via en centralbank, eller via de private, kommercielle banker—sørger for at der er tilstrækkeligt af dens valuta i omløb til at både borgere, organisationer og virksomheder kan svare de lovpligtige skatter og afgifter.

Kritikerne vil indvende at gæld er gæld, og at ethvert underskud på statens finanser blot er en byrde vi skubber foran os. Sandheden er imidlertid, at der i det omfang vi overhovedet har en statslig valuta i omløb, eksisterer en mængde tilgodehavender som staten er garant for at indløse (som afregning for skatter og afgifter). De kontopenge der skabes af de private banker, er fuldt ud lige så gyldige som de kroner og ører Nationalbanken har sendt i omløb. Byrden skubber vi foran os uanset hvad.

Igen er det værd at nævne, at alternativet til at staten spenderer penge ind i økonomien, er at de private, kommercielle banker låner penge ind i økonomien. Det er eksempelvis helt grotesk at vi i de her år sparer på de offentlige sygehusbudgetter, men hver især belåner vores friværdi, og tegner private sundhedsforsikringer; en øvelse, der udelukkende kommer bankerne og forsikringsselskaberne til gode, og i sidste ende ikke reducerer samfundets samlede gæld, og dermed heller ikke statens forpligtelser det mindste. Snarere tværtimod.

Statslig pengeskabelse er ikke et carte blanche til de politikere, der lynhurtigt vil forsøge at overbyde hinanden i gavmildhed og grandiose prestigeprojekter. Men i stedet for at stirre os blinde på tallene, og skære i kernevelfærden ud fra snævre, misforståede budgetmæssige hensyn, burde vi justere statens drift og anlæg i forhold til de fysiske ressourcer, og den arbejdskraft der på ethvert givet tidspunkt er til rådighed.

Til de, der vil indvende at vi ikke kan opretholde et velfungerende velfærdssamfud, hvis vi ikke kan balancere vores budgetter og gøre det tilpas attraktivt at investere, vil jeg bare sige at—jo!—selvfølgelig kan vi det. Helt grundlæggende, åbner den moderne monetære teoris framework op for et langt mere konstruktivt og nuanceret perspektiv på offentlig udgiftstyring. Der ér faktisk muligheder for at indrette vores samfund anderledes, og i en langt mere positiv ånd end vi ellers har ladet os diktere af den neoliberale model.

Frem for de budgetter og regnestykker fagøkonomerne bliver ved med at detailkneppe og forsøge at balancere, hvorfor så ikke bare gå den anden vej og sige: De her offentlige services vil vi have, og de her varme hænder har vi brug for—koste, hvad det nu gør—og så simpelthen skrive en check eller præge en mønt, og smide dén ind på kontoen?

Del via: