Kunsten at lave penge


De seneste tiår, har vi i blind tro på at tingene altid vil stabilisere sig i en naturlig ligevægtstilstand—det højt besungne ekvilibrium—i stadig højere grad valgt at overlade indretningen af vores samfund, og fordelingen af samfundets goder til markedets kræfter. Efter princippet om at ingen kan fordele og regulere tingene bedre end puljen af samtlige individuelle, frigjorte aktører, har vi langt hen ad vejen dereguleret vores finansielle sektor, og ladet udbudsøkonomiske principper styre både det offentlige og det private erhvervsliv. Følg pengene! lyder rådet, når vi skal have blotlagt hvordan det hele hænger sammen, og hvorfor tingene arter sig som de nu gør.

Princippet giver for så vidt god mening: Hvis du, jeg, og alle de andre hver især træffer de valg der giver mening for hver enkelt, må tingene vel set over en bred kam bevæge sig i den rigtige retning, og stabilisere sig hvor flest muligt har det bedst muligt? Vi stemmer med vores kroner og ører—og vores konkrete placering af dem—og hvis ikke statsapparatet er alt for tungt, eller griber alt for voldsomt ind med adfærdsregulerende skatter og afgifter, skal den kollektive fornuft nok vide at fordele ressourcerne og værdierne i samfundet, right?

Skal alle vi enkelte menneskers individuelle valg ende ud i en optimal og stabil ligevægtstilstand, kræver det imidlertid at det medium hvorigennem meningerne og magten manifesteres i sig selv er nogenlunde neutralt. Alt fra hjemmehjælpernes kørte kilometer, til de videregående uddannelser og sendefladen på DR kvantificeres og værdisættes i dag i kroner og ører. Er vores penge sat i verden med bias, vil det uundgåeligt påvirke markedets ekvilibrium, og dermed skævvride fordelingen af goder, privilegier og indflydelse i samfundet.

Mens medierne flyder over med velmente hensigtserklæringer og symbolpolitiske tiltag på daglig basis, sker det imidlertid sjældent at nogen stiller det helt åbenlyse spørgsmål, og forsøger at blive klogere på hvad penge overhovedet ér. Som var den danske krone en gudsgiven enhed, der var faldet ned fra himmelen sammen med Dannobro tilbage i 1219.

Hvad få ved og færre tænker over, er at hovedparten af det vi i dag kalder penge, faktisk bare er opskrevne saldi hos de private banker, der i sidste ende (og op til 100.000,- €) er bakket op af statens indskydergaranti. Modsat eksempelvis bitcoins, hvis værdi alene baserer sig på tillid til den fortsatte efterspørgsel (og hype), vil en dansk krone med statsgaranti altid være valid indenfor Danmarks grænser. Vores nationale valuta ér simpelthen det lovlige betalingsmiddel, vi som både private individer, virksomheder og organisationer skal bruge for at svare de pligtige skatter og afgifter. Det sikrer på den ene side en kontinuérlig efterspørgsel efter danske kroner, og betyder på den anden side, at alle kan have tillid til kronens fortsatte købekraft.

Ét er hvordan pengene fungerer i praksis—noget andet hvordan de rent praktisk er initieret, og har fundet vej ind i økonomien. Når vi ser bort fra Nationalbankens gode gamle kontanter, er vores penge reelt sendt i omløb som rentebærende kreditter og lån, ydet af de private banker.

Det er værd at hæfte sig ved ordet rentebærende, og ved det faktum, at de penge bankerne låner ud, faktisk er penge de ikke har: Det der adskiller en bank fra alle andre typer virksomhed, er præcis, at en bank kan udlåne penge ved simpelthen at give en kredit: Bankerne skaber helt reelt pengene i det øjeblik de låner dem ud.

Når en bank yder en kredit ved at opskrive sine aktiver og sine passiver, skal låntager ud over hovedstolen tilbagebetale de til enhver tid påløbne renter. Det pengebeløb der sendes i omløb i låneprocessen, er med andre ord ikke tilstrækkeligt til at tilbagebetale den samlede gæld.

At gælden altid er større end den mængde af købekraft der sendes i omløb er ikke nødvendigvis et problem, så længe samfundsøkonomien vokser, og der er flere penge i omløb i morgen end der var i går. I det øjeblik væksten stagnerer, eller ligefrem går i stå, vil vi imidlertid blive fanget i en negativ spiral, hvor det set over en bred kam ikke længere vil være muligt for alle at indfri deres forpligtelser. Samtidig kan det være svært at se hvordan vi skal løse klima- og miljøproblematikkerne, når vi har valgt at sende vores penge i omløb på en måde der fordrer endeløs økonomisk vækst. Vil vi sikre muligheder og trivsel for de kommende generationer, tilsiger det nuværende amokløb mod Jordens ressourcer, at vi er tvunget til at sætte pengene i verden på en måde der respekterer de grænser naturen har sat.

Det er oplagt at lade det offentlige spendere nye penge ind i økonomien, som reel, rentefri købekraft, til afregning af ansatte og leverandører. Den løsning vil ikke længere (som bankpengene) favorisere boligejerne i de større byer (der i dag kan belåne de evigt voksende friværdier til nærmest ingen penge), men tværtimod virke stabiliserende på boligmarkedet, og over tid reducere den omsiggribende private gældsætning. Statsudstedte penge vil i øvrigt heller ikke animere spillerne på det finansielle marked til gearing og spekulation. Der vil uden større problemer kunne laves en glidende overgang, hvor Nationalbanken introducerer en e-krone på lige fod med kontanter og bankpenge, og vi derefter over en årrække kan begrænse eller udfase de private bankers pengeskabelse.

Ser man på fordelene ved de elektroniske kontanter, skulle man umiddelbart tro at de gode mennesker i Nationalbanken ville have en interesse i at sende e-kronen i omløb hurtigst muligt. Det lader imidlertid ikke til at være tilfældet. Faktisk er Nationalbanken måske dén centralbank der er allermest forbeholden hvad angår offentlige kontopenge.

De gode folk i foreningen Gode Penge har gennem flere år plæderet for indførelsen af en egentlig e-krone, og senest har både SF, Enhedslisten og Alternativet offentliggjort en række spændende nye forslag til regulering og omstilling af den finansielle sektor.

Personligt kunne jeg håbe at også de liberale partier en dag vil tage bolden op. For mig at se er en pengereform ikke nødvendigvis et venstreorienteret projekt, men lige så meget en slags tilbagevenden til det bedste fra Bretton Woods-æraen. Det drejer sig dybest set om at fjerne den formuemæssige skævvridning, og de systemiske risici bankernes overdrevne pengeskabelse de seneste 40 år har ført med sig. Det skal ikke længere være muligt at lave penge på at lave penge. Til gengæld skal de nye, og bedre penge gøre det muligt for alle at lave penge i den reelle, produktive økonomi.