Hvad vi taler om, når vi taler om penge


Hvad er penge, andet end et simpelt regnskabsystem, der gør det muligt at opretholde et samfund, hvor vi hver især bidrager efter evne, og modtager efter behov? En moderne, civiliseret form for bytteøkonomi—hvor pengene og prissættelsen er de værktøjer der holder styr på det overordnede regnskab, så ingen snyder sig udenom, eller kører på frihjul, mens andre må tage et tilsvarende hårdere slæb. Vil man yde, må man selvsagt også nyde.

Skal vi forstå princippet bag repræsentative penge, er bogføring i det hele taget det rigtige værktøj: Jeg yder et stykke arbejde, der er til glæde og gavn for andre, og modtager til gengæld et aktiv (købekraft), der modsvarer et passiv et andet sted i økonomien (i form af det løfte om indfrielse, pengene repræsenterer).

I den logik vil aktiver og passiver altid gå op, og pengene vil cirkulere i én uendelig cirkel af handel og arbejde.

Eller, sådan burde det i hvert fald være.

Når virkeligheden ikke er helt så simpel, skyldes det blandt andet, at den overvejende del af det vi i dag kalder penge ikke er kontante penge, sendt i omløb af staten, men derimod elektroniske kontopenge, udstedt af private banker som rentebærende lån.

Modsat kontanterne, som Nationalbanken strengt taget ikke skal tjene penge på at sætte i verden, er bankernes långivning en reel forretning. Bankernes entydige interesse er at øge mængden af penge i omløb mest muligt; det er den første logiske konsekvens af at vi som samfund har udliciteret størstedelen af pengeskabelsen til de private banker.

Gearing og gambling

Faktisk er det sådan, at bankernes potentielle indtjening stiger i takt med den risiko der er villige til at løbe—og den rentesats, de i den forbindelse kan slippe afsted med at opkræve.

Hovedparten af de penge vi handler med, er med andre ord—og sat på spidsen—sat i verden med en ekspansiv drift. Fordi pengene ikke rækker til at tilbagebetale de lån, de er skabt af, forudsætter bankernes pengeskabelse at økonomien altid er i vækst.

Nok er aldrig nok.

Den anden logiske konsekvens af bankernes pengeskabelse er at penge forrentes bedre ved gearing—som sikkerhed for ny låntagning—end ved investering i produktive initiativer og iværksættervirksomhed i realøkonomien.

Faktisk er det kun en lille del af de penge der er i omløb, der reelt bliver brugt til at udveksle varer og tjenesteydelser. De fleste af pengene er plantet i finansielle aktiver, eller på andet måde bundet i den spekulative økonomi, fordi der her er basis for en højere forrentning.

Modsat den liberale fortælling vi ynder at hylde, har vi skabt et samfund hvor det at yde noget, ikke er en forudsætning for det at nyde noget. Finansiel gambling på forventet efterbevilling er oftest en væsentlig bedre forretning.

Kritisk infrastruktur

Nu er bankernes kontopenge ikke den eneste mulige model, og der er reelt intet som helst i vejen for at vi som samfund kan vælge en anden, og bedre. At hovedparten af pengene i Danmark i dag er bankpenge, er som sådan mere et resultat af den teknologiske udvikling, end af nogen egentlig politisk proces.

Også før digitaliseringen kunne de private banker skabe penge ved en simpel opskrivning af aktiver og passiver. Men hvor det tidligere var nødvendigt at udbetale pengene, når de skulle bruges eller skifte hænder, og størstedelen af de penge der var i omløb derfor var kontanter, er det i dag langt lettere at handle og betale med (bankernes egne) elektroniske kontopenge, end Nationalbankens analoge ditto.

Som Jyske Banks Anders Christian Dam tidligere har ytret, er alene smitterisiko og håndhygiejne alletiders argumenter for at forbyde kontanterne ved lov—for slet ikke at nævne sort økonomi, risikoen for røveri, og den alt for dyre, manuelle håndtering.

Kan Nationalbanken så ikke bare melde sig på banen med en elektronisk pendant til kontanterne, i form af e-kroner?—kunne man passende spørge. Af uvisse årsager, er foreningen Gode Penges forslag dog indtil videre blevet pure afvist. (Men det er nok ikke uden grund at Nationalbanken kalder sig selv for “bankernes bank”).

Det er imidlertid værd at holde fast i at vores penge er særdeles kritisk infrastruktur, og at vi selvsagt ikke skal acceptere en udvanding af dem, sneget ind ad bagdøren med slet skjulte profit-motiver. Det er kort og godt nødvendigt at vi igangsætter et arbejde, der ultimativt skal lede frem til en pengereform.

Tiden moden til et opgør med bankpengene?!

Værd at bemærke, er den rekordlave (og stedvis negative) rente der tales om de her dage, ikke den rentesats iværksættere, eller for den sags skyld vi almindelige mennesker må betale for at finansiere vores nyskabelser og  små projekter. Som finansielle forbrugere bliver vi stadig bonnet i dyre domme for de lån der ikke er sikret 110% i mursten.

Faktisk giver det ingen mening, at vi som samfund, stadig i 2019 sætter hovedparten af vores penge i verden som dyre kreditter, der forgylder de banker der løber de kalkulerede risici. Modsat naturressourcer, har vi som samfund adgang til (eller rettere mulighed for at skabe) alle de penge vi har behov for, hvorfor prisen på pengene for menigmand skal sættes helt anderledes lavt.

I det øjeblik vi lader staten spendere nye penge ind i økonomien, og måske ovenikøbet åbner op for rentefri etableringslån, vil pengeskabelsen ikke længere skævvride landet, hverken geografisk eller sektorielt. Tværtimod vil adgangen til billige penge gøre det realistisk for mange at vælge en anden, og knap så hektisk hverdag, hvor det ikke længere vil være nødvendigt at ligge vandret for at afdrage renters rente.

Hvis nye penge kan skabe nye dynamikker, og virkelyst mennesker imellem, og ikke længere bare holder os fastlåst i de vante gældsmønstre, er initiativretten pludselig tilbage hos os almindelige mennesker. Det vil gøre det nemmere for mange at blive selverhvervende, og flytte jobs fra administration til arbejde, hands-on. Alene det, vil fremme omstillingen til en grønnere, og knap så vækstintensiv økonomi.

Når jeg skriver at der intet som helst er i vejen for at vi kan reformere vores penge, er det selvfølgelig en sandhed med modifikationer. De store tabere i spillet, vil være de mennesker, som gennem de senere årtier er blevet forgyldt af ejendomsprisernes og aktiemarkedernes himmelflugt. Pensionsformuerne vil følge priserne på de finansielle aktiver nedad i en negativ spiral.

Hvad værre er: gælden forsvinder ikke, bare fordi prisen på aktiverne styrtdykker. Den direkte, kedelige konsekvens, vil for rigtig mange mennesker være teknisk insolvens.

Spørgsmålet er så om ikke den udvikling alligevel er uafvendelig, når vi ser på de enorme udfordringer vi står med i de kommende år? Vi danskere er forgældet som aldrig før, og der skal ikke meget til at underminere den omvendte pyramide.

Hellere handle proaktivt, og tage fat på reformarbejdet nu, inden omstændighederne tvinger os til at handle i panik. Hellere nedbringe gælden, og pumpe nye offentlige penge ud i realøkonomien til kernevelfærd og grøn omstilling. Hellere skabe vores egne e-kroner, inden al handel pludselig foregår i Libra eller Bezo, eller hvad pokker den ene foretrukne, private platformsvaluta så ender med at hedde.