Et job, med statslig garanti


Jeg har længe haft et ambivalent forhold til idéen om en generel borgerløn. På den ene side kunne en betingelsesløs basisindkomst være en inciterende, og ikke mindst enkel måde at gøre op med vores (forfejlede?) beskæftigelsesindsats. På den anden side er borgerløn også sindbilledet på en ultimativ individualisme, der hverken rimer på samfundssind eller sammenhængskraft.

Under rubrikken Glem borgerløn og golde beskæftigelsesindsatser—staten bør garantere alle et job, bringer Information i dag min kronik desangående, med en super fin illustration af Mia Mottelson.

Det har været en spændende (skrive)proces, og ikke mindst interessant for mig at læse de mange—og, må jeg erkende—overvejende kritiske kommentarer: Der er mange gode argumenter, også for at indføre borgerløn.

Jeg har det så lidt anstrengt med at blive slået i hartkorn som kapitalist. Som så mange andre arbejdsgivere er jeg i bund og grund dybt afhængig af initiativrige, selvstændige ansatte. Af samme grund gør jeg så vidt muligt en dyd ud af at behandle mine folk anstændigt.

En rund hundredekroneseddel er ingen herregård, men som startløn for unge mennesker dog noget. Min egen effektive timeløn er ikke meget højere. Til gengæld løber jeg den fulde risiko; sådan er gamet som selvstændig. Jeg har selv valgt, og klager (typisk heller) ikke.

Tilbage til borgerlønnen, er jeg stadig ikke fan.

Fordi jeg driver sæsonvirksomhed, har jeg på nært hold oplevet hvad det kan gøre ved et menneske, når vedkommende i 4, måske 5 måneder bliver parkeret på passiv indkomst vinteren over. Hverken for vedkommendes selv, eller for samfundet som sådan er der tale om en hensigtsmæssig ressourceforvaltning. Det er det ene.

Det andet er at det støder mig at vi som samfund betaler sunde og raske mennesker for at gå ledige, når der samtidig er åbenlys mangel på hænder i den offentlige sektor: En selvmodsigelse, hverken vores nuværende beskæftigelsessystem, eller markedsmekanismerne som sådan tilsyneladende er i stand til at afhjælpe.

Fra enhver efter evne, til enhver efter behov, ikke!

—og lad mig bare være ærlig, og indrømme at jeg da har de dage, hvor jeg ville elske at trække stikket for at hellige mig mine kreative sysler på fuld tid. Fedt at slippe for sine sure pligter, ikke?—og tænk sig en velsignelse af velkomponerede tekster og billeder, og alverdens andet skrammel man kunne skabe, hvis nogen ellers var villig til at betale én for at holde sig klar af arbejdslivets kedelige, hverdagsagtige rutiner.

Spørgsmålet er så, om lediggang i virkeligheden er spor befordrende for hverken et kreativt udkomme eller livskvaliteten som sådan? Jeg kan af gode grunde ikke tale for alle, men må erkende at jeg som ung dagdrømmer først i tyverne selv havde både evnerne, og al den tid i hele verden jeg kunne ønske mig til både at male og sanse og skrive røven ud af bukserne. Alligevel fik jeg aldrig samlet mig sammen til at skabe en skid.

Vi med de kreative evner forbander tit de arbejdstravle hverdage, og betragter arbejdsfri indkomst som den ultimative lykke. Der ligger imidlertid en stor værdi i at lære at man som menneske pinedød (eller i hvert fald i det omfang man ejer evnen) har en forpligtelse til at gøre eller frembringe noget der har en værdi for andre, og ikke bare for én selv.