Ekkokamre eller samtalerum?


Jeg har tidligere argumenteret for at vi bør betragte penge og betalingssystemer som kritisk infrastruktur. Begge dele bør af samme grund reguleres i offentligt regi, under demokratisk kontrol. Allerhelst endda som en integreret del af den offentlige sektor. Det virker helt vanvittigt at en udveksling af penge 2 parter imellem i sig selv skal være en forretning for en tredjepart—og kommerciel aktør—ligesom der ikke er den fjerneste grund i verden til at lade udenlandske (kommercielle) aktører influere på noget, vi som suveræn dansk stat sagtens kan varetage selv.

Det samme kan man sige om de sociale medier, der i dag faciliterer hovedparten af vores offentlige samtaler og debatter. Jeg kan ikke andet end undre mig over at spillere som både offentlige styrelser, Kongehuset, Folkekirken, og sågar selveste DR sælger ud til Facebook.

Hvorfor egentlig lade en udenlandsk koncern facilitere vores samtaler og debatter? Hvorfor leve med at tingene bliver modereret efter regler vi ikke kender, og belønner adfærd de fleste af os er enige om at kalde uhensigtsmæssig? Hvorfor finde os i at nogen videresælger vores personlige præferencer, og ikke mindst dyrebare opmærksomhed til tredjepart?

“Vi er nødt til at være der hvor folk er,” lyder det, når virksomheder og institutioner skal retfærdiggøre deres tilstedeværelse på Facebook. Og selvfølgelig er der en pointe i at det heller ikke nødvendigvis gavner den offentlige samtale at alle bare (som vi andre, sidste dages hellige) vælger at stille sig på bagbenene og melde sig ud.

Men når vi nu lever i en tid, hvor vi er online stort set alle døgnets vågne timer—og der i øvrigt også er særdeles mange positive ting at sige om sociale medier: hvorfor så ikke i det mindste konstruere et andet og bedre, offentligt socialt netværk?

Selvfølgelig søger vi allesammen til en vis grad bekræftelse. Ikke noget mærkeligt eller alarmerende i det. Det ér nu engang rart at vide at man ikke står alene med sin galde, eller fuldstændig har misforstået hvordan tingene er skruet sammen. Derfra, og til at lukke andre(s) synspunkter og verdenssyn ude for et godt ord, er der imidlertid også et stykke vej. Hvis ikke algoritmerne belønnede højtråbende hadprædikanter, men derimod de fiffige formuleringer og de højt begavede indlæg, ville dagsordenen være en anden.

Rent opsætningsmæssigt, er der intet som helst i vejen for at erstatte de mange isolerede ekkokamre med et åbent samtalerum.

Vi kunne starte med at bygge en offentlig platform, med cpr-valideret login, hvor hverken trolde, eller andre fordækte eller uigennemskuelige profiler kan få adgang eller lægge indhold op. Alene dét vil være et stort skridt fremad.

Med undtagelse af det kommercielle indhold, navngivne personer med god ret kan poste på deres egen profil, kan vi holde platformen fri for annoncering og betalt indhold. Ingen ville kunne målrette hverken markedsføring eller meningsdannelse mod bestemte segmenter og målgrupper. Tværtimod vil platformen være aldeles demokratisk, al den stund ingen kan betale sig til særlige privilegier, men alene bliver bedømt og ranket på det faktiske indhold.

Ingen tvivl om at de sociale medier er her for good. Teknologien spiller—og måden information, og idéer og holdninger kan sprede sig, og knopskyde på et splitsekund er alletiders. Igen er jeg bare nødt til at spørge: Hvorfor i himlen dog afgive kontrollen, og forære fortjenesten til udenlandske techgiganter, når vi uden de større problemer vil være i stand til at skabe vores eget, og bedre, danske alternativ?

Teknisk vil det være en overkommelig opgave. Politisk, en ren vindersag.