DNS versus DNF


Der er 2 forkortelser, vi løbere for enhver pris forsøger at undgå: DNS (som i did not start) og DNF (som i did not finish). Har man først betalt startgebyret og meldt sig til et givet motionsløb, har man ligesom også meldt klart ud til alverden at man agter at deltage, og at man har tænkt sig at gennemføre, come what may.

Vi vil alle sammen gerne være én andre mennesker kan regne med: Personen—som det vel hedder på moderne, non-binært dansk—der holder sit løfte, og lever op til sit ord. Derfor er det bestemt heller ikke sjovt at måtte baile på en planlagt start. På samme måde er det en ærlig sag at være langsomst i feltet, men en stor skam, hvis man af én eller anden grund er nødt til at udgå undervejs.

Jeg har desværre selv for vane at melde fra i sidste øjeblik. Dels har jeg tit måttet arbejde ekstra meget i sommerhalvåret (der er højsæson for motionsløb). Dels har jeg altid haft en overoptimistisk forestilling om hvad jeg egentlig kan overkomme en måned eller to ude i fremtiden, og aldrig rigtig—i nogen sammenhænge—ladet mine blandede erfaringer overskygge mine store forhåbninger. Så længe man gennemfører cirka halvdelen af de løb man melder sig til i fin stil, har man vel heller ikke for alvor et problem? De gode undskyldninger, og kreative bortforklaringer har det i hvert fald aldrig skortet på.

I de små 9 år jeg efterhånden har løbet på regelmæssig basis, har jeg i skrivende stund gennemført 22 marathoner og ultramarathoner. Den grimme sandhed, er at jeg over årene har tilmeldt mig mindst dobbelt så mange. Jeg har med andre ord cirka 25 DNS'er på samvittigheden.

Er jeg først stillet til start, har jeg–på nær én eneste gang–altid gennemført løbet.

Min ene DNF ligger efterhånden et par år tilbage i tiden, en nat, på en lidt for bynær, og alt for klæbende og mudret skovrundstrækning i Kolding. Allerede fra start var jeg klar over at det kun var rent held, der ville kunne redde mig fra at styrte og vride rundt, og at turen i bil alene hjem ville være tæt på uforsvarlig. Jeg havde overstået en 12-timers arbejdsdag, og skulle tidligt op, og åbne caféen igen. Alligevel tog det mig 5 runder af lige knap 6 kilometer at forlige mig med tanken om at udgå. Der ér ingen tvivl om at det var den rigtige beslutning, men den dag i dag irriterer det mig grænseløst, at jeg ikke bare bed tænderne sammen og gennemførte. DNF'en matcher på én eller anden måde ikke rigtig det billede jeg har forsøgt at skabe af mig selv.

Det er aldrig rart, når der bliver slået skår i selvfølelsen.

Det, der nager én mest ved en DNS eller en DNF, er selvfølgelig erkendelsen af at man ikke er helt så pålidelig, eller helt så stålsat som man allerhelst gerne så sig selv. Det lugter lidt af en karaktérbrist. Er der noget, det for alvor er svært at forlige sig med, er det ens egen udtalte mangel på integritet.

Jeg har som nævnt altid har været utrolig god til at finde undskyldninger for at baile på en given start, og konsekvent bildt mig selv ind at DNS'erne er helt okay. Til gengæld har jeg brystet mig af at jeg ikke er typen der giver op når jeg først er startet.

Spørgsmålet er så, om det i virkeligheden ikke er bedre at udgå undervejs, hvis man i det mindste altid stiller til start? Og hér taler vi ikke bare løb . . . !

Personligt kommer jeg til at tage kampen, lægge stilen om, og (begynde at) tage de beslutninger jeg først én gang har truffet alvorligt.

Inderst inde ved jeg det jo kun alt for godt.

Det ér ingen skam at kapitulere halvvejs inde i et helhjertet forsøg. Den egentlige skam er at undlade at møde op.

Del via: