Den virkelige synd


Jeg husker stadigvæk fornemmelsen af de tunge mønter jeg havde fået af min mor, og demonstrativt lod falde ned i kollektskålen på alteret. De voldsomme klonk—metal mod metal—hvis mændene foran mig ikke allerede havde fyldt skålen med tyvere og halvtredsere, eller sågar en lejlighedsvis hundredekroneseddel. Én efter én defilerede vi op bag alteret i gåsegang, mens vi selv, og resten af menigheden holdt skarpt øje. Der var ingen tvivl om hvem jeg så mest op til, og ønskede selv at blive som. Alene tanken om en tegnebog i den liga! Fiskeriet havde i sandhed kronede dage, op gennem første halvdel af firserne.

Hvor gammel jeg har været på det tidspunkt ved jeg ikke, men jeg kan ikke være meget mere end lige startet i skole. Som knægt kom jeg i kirken nærmest hver eneste søndag. Det var bare sådan det var. Jeg følte mig aldrig som en del af fællesskabet, men var mere til stede som en slags observatør. Jeg lyttede og undrede mig, uden helt at kunne blive klog på hverken den overdrevne andægtighed, eller de dømmende øjne. Langsomt begyndte det at dæmre for mig, at det vi mennesker gik og gemte os for ikke var blikket ovenfra, men derimod hinanden. (Set i det lys, var det ikke så mærkeligt at verden ikke altid føltes som et paradis).

Allerede dengang havde jeg meget, meget svært ved at få enderne i forestillingen til at nå sammen: Hvorfor kunne vi ikke bare nøjes med at lægge vores bidrag i kirkebøssen, på vej ud af kirken, i al diskretion? Det var længe før jeg lærte at der var noget der hed social kontrol. Selv om jeg også nød at være med på samme hammel som de voksne, lurede det mig, at der var noget aldeles ukristeligt over den måde man målte hinanden op indbyrdes, og satte lighedstegn mellem mængden af penge og graden af tro. Begge dele lå milevidt fra det lutherske budskab, jeg søndag efter søndag hørte min far formulere fra prædikestolen.

Den amerikanske økonomon og historiker Michael Hudson har en pointe, når han hævder at den skyld, Jesus lærer sine disciple at bede andre forlade, er af ganske håndgribelig, økonomisk karakter. Jesus gjorde oprør mod vekselererklassen, og de pantelånere, han meget symbolsk smed ud af templet. Som kristne burde vi excellere i gældseftergivelse, tilgivelse og amnesti—ikke rentetilskrivning eller finansiel spekulation.

Jeg kan ikke sige mig fri for den tanke, at der er noget symbiotisk mellem de overbeviste missionsfolk og pugerne i finansverdenen, og ikke mindst den måde de to grupper betragter verden og os andre: Vi accepterer grundlæggende ikke at der rejses tvivl om vores verdensbillede, og ve den arme hedning, der ikke frivilligt kaster sig i gruset og lovpriser dette, vores ene og sande narrativ!

Retskaffenhed må det det rigtige ord at bruge i den sammenhæng.

De fleste af os er faldet for historien om de dovne sydeuropæere, der både kollektivt og hver for sig burde have udvist en hel masse mere mådehold. Historien om Grækenlands fald er imidlertid også historien om en nordeuropæiske banksektor, der ydede ganske enorme, og alt, alt for dyre lån, vel vidende at det aldrig ville være realistisk for grækerne af afvikle gælden. En del af de lånte penge finansierede faktisk grækernes netto import af forbrugsgoder fra Nordeuropa, og blev dermed i sidste ende kanaliseret tilbage i lommerne på de industrimagnater og investorer, som ejer de banker der ydede lånene.

Lidt samme historie med Italien—bortset fra at landet simpelthen er for stor og magtfuld en økonomi til bare uden videre at lægge sig ned, og lade andre, retskafne udefrakommende diktere finanspolitikken til sidste decimal.

Økonomisk er det heller ikke nødvendigvis den bedste kur at rundbarbere de offentlige budgetter, hvad udviklingen i den portugisiske økonomi, siden finanskrisen bekræfter. Jo færre penge staten pumper ud i økonomien i form af lønninger og investeringer i nødvendig infrastruktur, jo mere bremses den generelle aktivitet i den private sektor, og jo sværere bliver det også at afdrage på den i forvejen alt for høje gæld. Falder den økonomiske aktivitet (yderligere), falder såvel virksomhedernes overskud, som lønningerne, og dermed beskatningsgrundlaget. Er målet at nedbringe gældsbyrden, skal der nødvendigvis sparkes gang i den produktive del af økonomien. Med truende deflation virker stramme finanspolitiske tøjler oftest stik modsat.

Snarere end en samfundsøkonomisk redningsplan, ligner nedskæringerne i de offentlige budgetter da også en slags straffeaktion, ud fra det vi med en vis ret kan kalde husholdningsøkonomiske logikker. Ren religion, hvor de stramme ansigter i kredsen omkring Valutafonden og Den Europæiske Centralbank har valgt at bekende sig til profeterne Friedman og Hayek. I både grækernes og italienernes tilfælde er retskaffenheden i fokus, og budskabet det klare, at det er slut med at leve over evne og bruge andre folks penge. Livremmen må spændes ind, og udgifterne tilpasses indtægterne. (Faktisk det selvsamme budskab jeg som ung studerende i sin tid fik forelagt i Ringkjøbing Bank). Til forskel fra én husholdning—hvor det kan være både betimeligt og fornuftigt at bruge færre penge end man tjener—er det imidlertid katastrofalt for et helt samfund, når samtlige husholdninger over en bred kam holder op med at bruge penge.

Det gik hen over hovedet på mig i mange, mange år—og jeg tror de færreste egentlig skænker det en tanke—men hele forudsætningen for at vise mådehold og spare op, er at andre gældsætter sig og spenderer over evne. Ingen tyskere uden grækere og italienere. Fint nok at betale af på gælden, hvilket for mange mennesker rimer på mådehold og rettidig omhu. Men at betale af på gælden, er samtidig at mindske bankernes aktiver, og dermed den samlede mængde af penge, der på et givet tidspunkt er til rådighed i økonomien. Vil ingen låne penge, gør samfundsøkonomien ganske enkelt i stå. Også de penge der akkumuleres som opsparing, er nødvendigvis skabt ud af et gældsforhold.

Debit og kredit—

Sværere er det ikke.

At høre Bruxelles og Frankfurt pålægge italienerne og grækerne en altødelæggende stram finanspolitik, har meget til fælles med måden en vækkelsesprædikant fortæller sin menighed at hver og én er syndere af guds nåde. Logikken, og det bedre vidende, hvormed man uden skrupler påfører andre mennesker en masse lidelser er til at kaste op over.

Det er i den forbindelse værd at bemærke, at forholdet mellem debitor og kreditor alene er af økonomisk, og ikke af moralsk karakter. De der netto sparer op, er ikke bedre mennesker end de der netto spenderer; snarere tværtimod. Lad mig for god ordens skyld gentage at låntagning som vi kender den i dag ikke indbefatter (andres) opsparede midler, men til gengæld er en forudsætning for at der overhovedet er penge i omløb, nogen kan lægge til side.

Bankpenge ér kort og godt et gældsforhold, og ikke mindst tillid til at gælden over tid vil blive indfriet, hvilket samfundet og skatteyderne i sidste ende garanterer. Dermed også sagt, at intet samfund flytter sig, hvis gode projekter og velfærd ikke kan finansieres, og de penge der allerede er skabt, parkeres i fast ejendom og finansielle aktiver. Taler vi anløben, dårlig moral, peger flasken ikke på håbefulde låntagere, men derimod éntydigt på lemfældig, skødesløs, og i særdeleshed alt, alt for dyr långivning.

De, der svarer renterne, er de sidste i verden der skal skamme sig—og en låneaftale er i øvrigt alene en sag mellem långiver og låntager. De penge man låner i banken er ingen andres, eller overhovedet penge der allerede ligger i kælderen, eller står på en konto og skal forrentes. Man låner ikke andre menneskers ting eller ejendom, og har derfor heller ingen grund til at føle sig inferiør i forhold til andre, og mere velhavende kunder. Tværtimod, faktisk. De penge man låner er skabt til formålet—og hvor en netto indskyder er en decideret dårlig forretning, er långivning finanssektorens guldkalv. Bankerne er først for alvor i problemer den dag ingen nyttige idioter længere tør, eller er i stand til at tage en chance. Det er ikke risikovillig kapital, men risikovillige kunder bankerne har brug for. Vi har bare altid været vant til at tænke det omvendt.

Så—

Fra nu af slut med at købe præmissen om at lånere er syndige sjæle, der burde lære at lægge bånd på deres lyster. Det er stadigvæk idiotisk at købe importerede køkkener og vinduer, store dieselbiler, flyrejser, og modetøj syet langt pokker i vold væk. Ingen tvivl om dét. Men det er hverken værre eller bedre at gøre det for lånte penge, end ens såkaldte egne. Den virkelige synd, er at det stadig den f∙cking dag i dag er stort set gratis at udpine og ødelægge vores fælles ressourcer og planet; at det er tæt på umuligt at finansiere små iværksætterprojekter og skæve idéer til priser, almindelige mennesker kan betale; ikke mindst at absurde fænomener som fabriksfarme, patenteret sæd, plantebeskyttelse, og røverhuler som Dubai, Wall Street, og London City overhovedet eksisterer.

Del via: