Arven fra ’68


Ingen tvivl om at de gamle ungdomsoprørere, på alle måder har formået at sætte deres præg på det seneste halve århundrede. Nye flade ledelsesstrukturer, og afmilitarisering klinger smukt i de flestes ører—men faktisk er det et spørgsmål, om ikke ungdomsoprørernes projekt i dag er endt et helt, helt andet sted?

Den individualisme, der manifesteredes i studenteroprørets opgør med professorvælde og etablerede autoriteter, muterede op gennem 80’erne og 90’erne til en nyliberal tro på det fri marked. Pludselig var det bredt accepteret at ethvert menneskes ageren for at optimere sin egen situation, i sidste ende vil medføre en eficient fordeling af samfundets værdier og ressourcer som sådan.

Det abstrakte frigørelsesprojekt blev forvandlet til konkret deregulering, og troen på individet blev til ren markedsliberalisme. Kampen for enhvers ret til at forfølge sine skøre idéer og udleve sine skøre drømme, endte som en sand manifestation af én bestemt middelklasselivsstil med villa, volvo og vovhund, der i dag omfavner store grupper af lønmodtagere, fra industriansatte til offentlige funktionærer.

Det går godt i Danmark—i hvert fald for de, der er så heldige ikke at være afhængige af offentlige ydelser, eller ansat i omsorgs- eller servicesektoren. (Vores nyliberale markedsøkonomi belønner mærkværdigvis ikke de mennesker, hvis varme hænder vi alle sammen er dybt afhængige af).

Politisk, har ingen for alvor lyst til at røre ved de fradrag og undtagelser der tilsmiler bolig- og sommerhusejere, eller for den sags skyld tage et grundlæggende opgør med detaillovgivning og administrativt tunge særregler.

Fint nok at slås om nogle symbolske miliarder i de årlige finanslovsforhandlinger. Klassisk omfordelingspolitik, der reelt set altid i ét eller andet omfang er statslig indgriben i individdets frihed, bliver til gengæld anset for uhyre problematisk.

Sjovt—eller rettere tragisk—nok, er den sande arv fra ´68 således en dyb, dyb konservativisme, der forklædt som ansvarlig borgerlighed for enhver pris forsøger at holde fast ved verden af i går.


Nulsumsspillet

Når ungdomsoprørerne nu for størstedelens vedkommende er gået på retræte, er det med en generøs pension, finansieret af værdistigninger på fast ejendom og finansielle aktiver, for størstedelens vedkommende ikke (alene, i hvert fald) af en reel, skabende arbejdsindsats.

Diverse kvantitative lempelser har i det 21. århundrede skabt inflation i prisen på finansielle aktiver—nøjagtigt som de billige boligkreditter har skabt inflation på ejendomsmarkedet. Værdiskabelsen er således mestendels pro forma. Væksten i den spekulative økonomi modsvares af gældsætning af både husholdninger og virksomheder, hvorfor der faktisk er tale om et nulsumsspil, hvor velfærden udvandes frem for at styrkes.

Samtidig øges afstanden mellem de satte, der allerede har, og hvis porteføljer af ejendomme og værdipapirer stiger i værdi, og de—primært unge familier—der ikke har, men derimod er afhængige af arbejdslønninger, hvis relative værdi er stagneret gennem adskillige år(tier). En samfundsudvikling, der nøjagtig som den overdrevne afbrænding af fossile brændsler prioriterer sine egne umiddelbare behov, og sender regningen videre til de kommende generationer.

Er det et gangbart alternativ?

1.000-kroners-spørgsmålet er selvfølgelig om der rent faktisk findes en bedre måde? Venstrefløjens såkaldte alternativ er på mange måder inciterende, men de fleste af forslagene til konkret og gennemgribende omfordeling vil samtidig kræve enorme administrative ressourcer. Skal politikkerne overrule markedskræfternes fordeling af værdierne i samfundet, må vi nødvendigvis mandsopdække både borgere og virksomheder med et voldsomt udbygget statsligt bureaukrati.

Igen er det tankevækkende, at individualismen også synes at have gennemsyret rød blok. Den nys overståede valgkamp igennem, har vi utallige gange hørt Mette Frederiksen tale varmt for individualiserede pensionsvurderinger, og forskellige andre omfordelende tiltag, hvis implementering på nærmest komisk vis vil kræve en overdrevet administrativ behandling af hver enkelt sag.

Frem for at bruge ressourcerne på menneskelig omsorg og varme hænder, kaster vi  fortfarende penge efter sagsbehandling og skrivebordsarbejde.

På samme tid sætter mange progressive på venstrefløjen deres lid til indførelsen af en universel, arbejdsfri basisindkomst, der skal sikre hver enkelt borger en jævn, kontinuerlig strøm af købekraft. Men også borgerløn er i sidste ende et udslag af konkurrencestatens individualiserende agenda, hvor man snarere ser hin enkelte som en aktør på et marked der skal optimeres, end som en del af en samfundsorganisme, hvor enhver af os er afhængig af andre, og der faktisk er brug for hver enkelt af os som andet og mere end bare forbruger.

Skal vi skabe et gangbart alternativ til konkurrencestaten, hvor det igen er fra enhver, efter evne—til enhver, efter behov, er vi i mine øjne nødt til at starte et helt andet sted: med en grundlæggende gentænkning af måden vi skaber vores penge, og tilgår de offentlige finanser som sådan.

Keynes’ genkomst

Det er i den forbindelse værd at finde John Maynard Keynes frem fra skuffen. Selv om ekspansiv finanspolitik i efterhånden mange år har været et fyord i dansk mainstream politik, er der ingen vej udenom, hvis vi ønsker at revitalisere vores samfund i en grøn og mere bæredygtig retning.

De penge, vi nødvendigvis skal have i cirkulation for at opretholde et moderne civilsamfund, er i bund og grund repræsentativ kredit. Nogen må med andre ord have noget til gode, før pengebegrebet overhovedet giver mening.

Tilbage i efterkrigsårene hvor velfærdsstaten blomstrede, var langt hovedparten af de penge vi havde i omløb herhjemme Nationalbankens kontanter. I takt med digitaliseringen, og ikke mindst dereguleringen af den finansielle sektor, er mere end 90% af vores penge i dag imidlertid ikke andet end opskrivninger af bankernes balancer: privat gæld, skabt ud af den blå luft.

Frem for at være et tilgodehavende vi alle sammen stiller til rådighed for hinanden, når staten forpligter sig på at uddanne, passe, pleje, og levere den nødvendige omsorg og infrastruktur, er størstedelen af det, vi i dag kalder penge således rentebærende husholdnings- og virksomhedsgæld.

Tilgodehavendet er med andre ord individualiseret, og tilmed blevet en lukrativ forretning (for tredjepart) i sig selv.

I dag er det tilsyneladende kun de gode mennesker i kredsen omkring Gode Penge, der for alvor taler for en grundlæggende reform af pengeskabelsen, som samtidig åbner helt nye muligheder for eksempelvis en dansk New Green Deal, eller andre mmt-inspirerede, ekspansive, offentlige velfærdsreformer.

Skal vi én gang for alle gøre op med arven fra ´68; individualiseringen, og favoriseringen af de, der i forvejen har, er statslig pengeskabelse imidlertid den eneste farbare vej frem.

Lad det være mit fromme ønske til venstrefløjen, og alle I andre erklærede klimatosser: en tilbagevenden til Keynes, og Danmark som et foregangsland, hvor penge er noget vi giver hinanden—ikke noget vi låner i dyre domme af de private banker!