Aftenlandet


Få forfattere evner som Michel Houellebecq at udstille den moderne aftenlænding. Med sin nyeste afviklingsroman, indfrier den franske provokatør endnu en gang de massive forventninger. Ingen tvivl om at litteraturen lever, og holder et håb for alle os der tænker at det hele går ad helvede til, og ynder at trøste os med en god bog.

Michel Houellebecq udgav romanen Underkastelse tilbage i januar 2015, samme dag islamistiske galninge stormede satiremagasinet Charlie Hebdos redaktionslokaler i Paris, og skød og dræbte 13 personer. Med gule veste på gaderne i Paris, og tiltagende skel mellem eliternes virkelighedsopfattelse og på den anden side de vilkår almindelige mennesker lever (og kæmper) under, er det med udgivelsen af romanen Serotonin igen i år lykkedes mestermisantropen at ramme os hvor det gør allermest ondt.

Romanen tager os med til et Paris, hvor ingen længere kan hidse romanens fortæller Flourent-Claude op til noget som helst, eller overhovedet få ham til at føle andet end resignation; hvor den nyfeudale klasse har ritualiseret sine mærkværdige, gotiske sexorgier, og Amazons leveringsservice nu gør det muligt for mennesker at leve komplet isoleret midt i mylderet.

Gentagne gange besøger vi også et normannisk udkantsland, hvor landbrugenes stadig mere skrantende økonomi ikke skyldes mangel på indsats fra landmændenes side, men er et definitivt strukturelt vilkår; hvor gode mænd er efterladt alene tilbage, mens kvinder og børn lever storbylivet, løsrevet fra naturen og produktionen af deres fødevarer.

Sat på spidsen, javist, men på mange måder også en udvikling—eller snarere afvikling—og en opsplitning mellem centre og randområder vi herhjemme i Danmark kan nikke genkendende til.

Lige så forrygende en fortæller, lige så cool kontrær.

Serotonin kan vel bedst beskrives som et morbidt festskrift, forfattet i anledningen af Studenteroprørets 50 års fødselsdag: Vi X'ere kan benytte lejligheden til at gøre gøre status i livet, og forsøge at forlige os med tanken om at vores forældres generation dyrkede sig selv, og sin egen selvrealisering på børnenes bekostning. Når Flourent-Claudes mor og far vælger at tage sig selv af dage—sammen—og overhovedet har betragtet deres søn som en forstyrrende tredjepart, kan jeg ikke andet end læse det som en direkte hilsen til 68erne. Arven forældrene efterlader, er de penge der gør det muligt for romanens fortæller at planlægge sin gradvise, ensomme exit. En bjørnetjeneste, manifesteret i form af adskillige hundredtusind euro.

Serotonin er et signalstof i kroppen, der stimulerer følelsen af veltilpashed og lykke. Manipuleret i medicinalindustriens laboratorier, er stoffet samtidig markedets modsvar på den omsiggribende udbrændthed, og den senmoderne depression (onde tunger vil hævde at netop markedet, og markedets mekanismer har forårsaget). Serotonin er således både symptom og behandling—nøjagtig som senkapitalismen, der med sit janushoved på én og samme gang taler os efter munden og tager os i røven.

Captorix er i den læsning legemliggørelsen af vores moderne forbrugskultur: et antidepressiv, der i høj grad gør tilværelsen i hamsterhjulet bærlig, men hvis løbende omkostninger samtidig er uforholdsmæssig høje. En dulmende dyne, på en levevis der nærmer sig sin udløbsdato, og lægger an til at selvdestruere; ikke melodramatisk, som de gule veste, eller Aymeric på barikaderne, tværtimod; resigneret og afklaret, tilbageskuende som Flourent-Claude.

Serotonin er kort og godt et must read.

Sjovt nok er romanen endnu ikke udgivet i engelsk oversættelse, og selv var jeg tvunget til at tygge mig igennem den på tysk. (Det har man for sine manglende franskkundskaber). Serotonin kommer på dansk den 12. april. Efter Underkastelse, kan mellemtiden passende fordrives med læsning af Platform og Muligheden af en ø.