Af en klimatosses bekendelser


Hvad er det der ér med de sociale medier? Med andre menneskers opmærksomhed i det hele taget?  Kan man forestille sig noget værre, og mere skræmmende end social stigmatisering, og er det derfor vi tilsyneladende både forsøger at blende ind, og falde i ét med alle andre, mens vi samtidig (bizart nok) drømmer om at skille os ud på den gode, hippe, og kontrollerede måde?

Gerne så meget kant og personlighed at andre nikker anerkendende, men endelig ikke så meget, at nogen tager anstød eller vender øjne. Helst en helvedes masse likes, men helst heller ikke alt for mange kritiske kommentarer. For alt i verden ikke være til grin, eller risikere at blive dømt ude som landsbyens tosse!

Og indrømmet! Ikke en skid bedre selv, men nøjagtig lige så f........ bange for at sætte mig igennem og stikke ud, som stort set samtlige andre mellemblonde middelklassedanskere. Drister mig allerhøjest til at skrive min ærlige mening (hér, hvor ingen alligevel ser det) eller løbe en tur i bare tæer—og selv i de situationer, må jeg tage mig selv i hele tiden at overveje hvad andre mennesker tænker og tror.

Forleden aften læste jeg Kejsernes nye klæder højt for min lille datter, og blev i den forbindelse endnu engang mindet om hvor forunderligt præcist Hans Christian Andersen var i stand til at diagnostisere vores kultur, små 200 år forud for tiden.

Det er aldrig rart at blive konfronteret med sin egen fejhed.

Faktisk er det så urart, at vi oftest bare vælger at knejse endnu mere med nakken, og holde krampagtigt fast i vores fejlagtige approach, alene for at undgå at bide i det sure æble, og indrømme vores egen manglende formåen. Hellere som organisten gentage sin fejl i hvert eneste af de resterende femten salmevers, fordi menigheden så med al sandsynlighed vil tro at det faktisk er meningen at det skal lyde så grimt. Menneskets indbildningskraft er uovertruffen.

Var der alene tale om organistfejl kunne det så endda gå. Men når vi kører vores samfund efter samme princip, og insisterer på at holde fast i de nyliberale markedslogikker, vel vidende at vi som menneskehed er ved at fjerne grundlaget for vores egen eksistens på Jorden, er problemet anderledes alvorligt.

Vi véd godt at en gældsbaseret pengeøkonomi dikterer vækst, og at lige præcis fortsat vækst er det største problem på en klode med begrænsede naturressourcer. Skal der være plads til 7 milliarder levende mennesker på den her planet, skal ingen af os leve som vi aftenlændinge lever i dag. Regnestykket er for så vidt simpelt.

Alligevel begrænser de politiske diskussioner sig til detailreguleringer af pensionsvilkår og minimumsnormeringer,  og abstrakte reduktionsmål langt pokker i vold ude i fremtiden. Når vi ser bort fra nogle få rød/grønne idealister på venstrefløjen, ingen snak om en pengereform, eller grundlæggende ændringer af hele måden vores økonomi er skruet sammen. Skønne, svævende forestillinger om borgerløn, men ikke ét ord om fuld beskæftigelse eller en meningsfuld jobgaranti.

Alt taler for at vi (også på den anden side af folketingsvalget) fortsætter i en afart af samme, nyliberale skure, og undlader at ændre noget fundamentalt ved vores samfundsindretning. Uanset hvordan den parlamentariske situation kommer til at udvikle sig, er mit bedste bud, at vi også over de kommende år vil lurepasse, og slå os til tåls med tingene som de ér. I hvert fald indtil det hele en dag er kørt så meget af sporet, at omstændighederne tvinger os ud i et febrilsk forsøg på en feberredning.

Der er jo selvfølgelig også en anden mulighed: at vi tager konsekvensen af vores anelser, tager action, og river plasteret af (og handler proaktivt, som om den grønne forandring vi ønsker at se i verden allerede forlængst var sket).

Og hvorfor pokker—kunne man spørge sig selv—ikke bare være ærlige, og indrømme at vi ikke har 100% styr på hvordan, men alligevel klø på med at opfinde nogle grundlæggende bedre løsninger? Erkende vores egen fejlbarlighed, og med fare for at blive hængt ud som tossede gøre det vi finder rigtigst? Ikke mindst sætte handling bag ordene, i stedet for at afvente og holde lav profil?!

Højst uhørt for en erklæret liberal (og tidligere konservativ) går jeg i stemmeboksen onsdag, og sætter mit kryds ved liste Å.

Jeg er hverken overbevist om at Alternativet er i nærheden af at kunne sætte en sammenhængende politisk dagsorden, eller overhovedet får nogen reel indflydelse på forligene gennem den næste valgperiode. På den anden side kan jeg heller ikke længere leve med at gøre gode miner til slet spil—og jeg kan da slet ikke holde ud at se min datter i øjnene, vel vidende at vi er godt i gang med at ødelægge den kultur, og det økosystem hun en dag skal arve.

Thatcher havde ret i at det er svært at få øje på et gangbart alternativ til den kapitalistiske markedsøkonomi. Tosset eller ej, og med fare for at falde til jorden og fejle eklatant, har vi alligevel en forbandet forpligtelse til at gå foran, ud i det ukendte, og forsøge at skabe vores eget.