5 ting vi bør lære af Vesterhav Syd


Der er sagt og skrevet meget om de kystnære møller, og i særdeleshed deres placering, og ønsket om at få placeringen ændret efter at udbuddet var afsluttet. Nu bliver de så med al sandsynlighed rejst, og uanset nuancerne i sagen, er de fleste da også enige om at grøn energi er en god ting—og at man gerne havde set de kære møller sat op adskillige kilometer længere ude fra kysten.

Vesterhav Syd har på mange måder været en træls sag, og er i dag et emne mange forsøger at undgå. Som i de fleste andre uheldige forløb, er der imidlertid også ting vi bør tage med os, og tage ved lære af:

1. Tal mens tid ér

Det er tankevækkende at høre Venstres Thomas Danielsen, når han fortæller, at han forud for Folketingets beslutning om at etablere Vesterhav Syd kun hørte ganske få kritiske røster i sit eget bagland på vestkysten. Set i bagklogskabens lys, er der ingen tvivl om at mange sov i timen, og ikke for alvor blandede sig i debatten før løbet forlængst var kørt.

Lektien må være, at man må risikere at stå frem og ytre sig åbent mens tid ér—uanset hvad andre så ellers måtte tænke og sige.

2. Sælg ikke skindet . . .

De færreste lokale var fra begyndelsen begejstrede ved udsigten til kystnære møller i horisonten. Men det kunne man vel lære at leve med, var rationalet. Forventningen var jo samtidig at Vestas ville vinde udbuddet, og at opførelsen af Vesterhav Syd ville blive en ganske lukrativ forretning for vores kære kommune.

I det øjeblik Vattenfall skrev kontrakt med Siemens var dét regnestykke ødelagt. Personligt tror jeg langt fra at det kommer til at gå så galt, men de penge man valgte at prioritere lokalt kan faktisk vise sig at være småpenge, set i forhold til projektets reelle omkostninger.

3. Bolden, ikke manden

Når bølgerne går højt bliver kritikken nemt forbitret og personlig. Længe efter at kontrakten på Vesterhav Syd var skrevet under, væltede Ringkøbing Fjord Turisme bestyrelsesformanden på generalforsamlingen i foråret. Resultatet er desværre (på nogle områder) blevet en svækket turistorganisation, hvor Hvide Sande by end ikke er repræsenteret i bestyrelsen. Måske står vi i virkeligheden dårligere, den dag en tilsvarende ny “sag” måtte kræve en fælles, slagkraftig udmelding?!

4. Benarbejde betaler sig

Da det først gik op for folk hvor tæt møllerne i virkeligheden var projekteret på kysten, var det imponerende at se hvor hurtigt kritikken vandt momentum og genhør. Der blev gjort et kæmpe benarbejde for at mobilisere al mulig modstand, og selv om det i sidste ende (endnu?!) ikke (er) lykkedes at få møllerne længere ud på havet, viste forløbet tydeligt, at det trods alt betaler sig at gøre en indsats. Det ér rent faktisk muligt at argumentere sin sag og vende en folkestemning.

5. Verden forandrer sig

Jeg har aldrig lagt skjul på min egen holdning til havvindmøller; jo flere, jo hurtigere, jo bedre. Afbrænding af fossil energi hører i dén grad fortiden til. Samtidig kan jeg kun ryste på hovedet, når sommerhusejere i fuld alvor kræver erstatning for deres spolerede havudsigt.

Mind me, men der ér altså noget paradoksalt i at folk der selv har bebygget klitlandskabet søger erstatning for tabte naturværdier.

Hvis teknologiens fremskridt i dag gør det realistisk at etablere en stort set selvfinansierende havvindmøllepark længere ude på havet—på dybt vand—skylder vi på den anden side hinanden at tage placeringen, og dimensioneringen af Vesterhav Syd op til fornyet overvejelse. Det giver ingen mening at opføre et projekt der måske ikke længere har den optimale cost/benefit, alene for princippet om at gøre.

Det er sjældent sjovt, når man må erkende at tingene ikke er helt så firkantede som man har gået og bildt sig selv ind. Det ved jeg alt om. Men ligesom verden forandrer sig, har vi andre også en forpligtelse til at lytte til hinanden og blive klogere. Dén øvelse er sund—ingen tvivl om dét.

Set i det lys, fører forløbet omkring Vesterhav Syd måske alligevel noget godt med sig på sigt, hvem ved? Vi har da stadigvæk lov at håbe.